Juleroser / Helleborus niger

”En rose så jeg skyde – op ad den frosne jord” Jo jo, Helleborus niger, julerosen, blomstrer når næsten intet andet gør og derfor er det et rent under at møde de små knopper og uskyldsrene hvide blomsterhoveder hvert år i det allertidlligste forår. Dens blomstring strækker sig, afhængigt af vinterens strenghed, fra december til april. Der findes rigtig mange forskellige nigertyper, alle har de en hvid blomst og det læderagtige grønne løv, men størrelsen og formen på både blomst, løv og måden de gror på falder meget forskelligt ud. De fleste rødmer en anelse over i rosa, og ender i lysegrøn, når blomsten modner og sætter frø.

Juleroser er utrolig stærke og robuste planter, vinter som sommer. De tåler frost og er meget fine i et halvskygget bed, på kirkegården eller i en krukke ved entredøren vinteren over. Når planten afblomstrer, flyttes krukken til et skyggefuldt sted, eller julerosen eller påskeklokken plantes ud i haven. Juleroser har tidlig blomstring, men også smukt vintergrønt løv, der pynter hele året. Tillige er der den fordel, at hverken rådyr eller snegle forgriber sig på planterne.

Pasning

Juleroser er meget nemme at passe, hvis de plantes på et letskygget sted i kalkrig eller almindelig havejord, hvor de ikke tørrer ud. Man kan med fordel klippe alle de gamle blade af sidst på efteråret og dække med lidt grangrene. Eller lad bladene sidde og beskytte vinteren over og derpå klippe dem af tidligt forår, når knopperne begynder at vise sig. Når bladene skal klippes af, er der for at undgå, at de gamle smitter det nye løv med eventuelle svampesygdomme.

Juleroser kan have svært ved at trække vand i en vase. Klip i stedet nogle enkelte hoveder af og læg dem i et lille 'vandbad' i en skål eller lignende. Alternativt kan man forsigtigt stikke en elefanttråd (tyk ståltråd) gennem stilken for at styrke stilken.

Klik på hvert foto af de forskellige typer og bliv klogere på, hvordan de forskellige nigertyper, der er i gartneriet vinteren 2013 – 2014 tager sig ud. Man kan med fordel anskaffe sig en del forskellige, da de så vil afløse hinanden over en lang periode fra oktober til april.  

X

Din indkøbskurv er tom.