Flora Dania Skrev

Artikel fra Gartnertidende

Helleborus hybrid -Sæson: Jan-Apr, Okt-Dec

Julerosen og dens nære slægtninge blomstrer ikke kun til jul. Hele vinteren trodser de kulden og blomstrer lystigt, mens de fleste andre planter holder pause.Gartneriet Spiren er en stor oplevelse på en frostklar vinterdag. Bidende koldt er der, men alligevel står tusindvis af planter i fuldt flor i væksthusene, mens de venter på at blive pakket og sendt til salgssteder i hele Europa.

Gartneriet Spiren, der ligger i Skælskør på Sjælland, har med Marianne Rosten ved roret specialiseret sig i Helleborus. Her dyrkes både den lille hvide Helleborus niger, der er den "rigtige" julerose, og den større Helleborus orientalis, der på dansk hedder påskeklokke.Trylleri ved vintertidDet hele begyndte for seks år siden med et par poser frø. Familien havde købt gartneriet, og Marianne Rosten ledte efter planter, der kunne dyrkes, uden at varmeregningen ville vokse hende over hovedet. - Helleborus har faktisk alle de egenskaber, jeg ledte efter. Den kan dyrkes uden varme, og planterne får oven i købet stærkere farver og bedre holdbarhed, når de dyrkes under forhold, der svarer til naturens egne.

Ikke to er ens
Fra de første poser frø spirede en ny kultur frem i gartneriet. Planterne satte frø, og frøsamlingen blev suppleret med frø fra andre kilder. Flere små poser og frø indsamlet i Schweiz, hvor Helleborus vokser vildt i bjergene.
Gartneriet Spiren rummer i dag et imponerende udvalg af Helleborus med blomster i gule, grønne, røde, rosa og hvide farver og med prikker, pletter, striber eller måske prikker i striber - der er næppe to planter, der er ens. Derfor kan man ikke ringe til Marianne Rosten og bestille en plante af en navngiven sort. Det vil ganske enkelt være en uoverkommelig opgave at give alle de mange former hvert deres navn. Helleborus orientalis sælges næsten kun i mix-kasser. Til gengæld sælges de altid i blomst, så folk selv kan vælge netop den plante, de bedst kan li'. - Noget af det, der gør Helleborus orientalis så fascinerende, er planternes evne til at krydse sig indbyrdes. Når en lille ny plante spirer frem, ved du aldrig præcist, hvordan dens blomster kommer til at se ud. Og der går tre år fra frøet sås, til planten blomstrer, fortæller Marianne Rosten.

En overlever
På de rigtigt kolde vinterdage kan pakkearbejdet først begynde lidt op af dagen, når frosten er gået af væksthusene. - Når vi kommer i husene om morgenen, ligger alle planterne ned. Men i løbet af formiddagen rejser planterne sig igen, siger Marianne Rosten. Fænomenet vil man også kunne opleve derhjemme, men der er ingen grund til bekymring. Planterne skal nok klare sig.Helleborus er i butikkerne fra midten af oktober og frem til april-maj måned. De egner sig perfekt til en krukke ved indgangsdøren, hvor de pynter vinteren over. Til foråret kan de plantes ud i havens bede, hvor de vil blomstre i vinterkulden år efter år. De er nemme at dyrke, når først de har fundet sig godt til rette og er effektive bunddækkeplanter - og dermed lugebesparende - oven i købet.

Hvis Helleborus bruges som julepynt inden døre, bør planterne placeres køligt - eller ligefrem ude om natten. Så holder blomsterne længst.

X

Din indkøbskurv er tom.